Når vi som børn oplever, at vores behov, følelser eller grænser ikke rigtig har plads, lærer vi at tilpasse os. Ikke fordi der er noget galt med os, men fordi tilpasningen hjælper os med at bevare kontakten til dem, vi er afhængige af.

Vi lærer at mærke andre, og mindre os selv.

Vi lærer at være nemme. At tage hensyn. At undgå konflikter. At holde øje med stemningen i rummet.

Og efterhånden kan det blive så velkendt, at det bliver en vane at tilsidesætte os selv.

Det, der engang hjalp os med at høre til, kan senere blive det, der hæmmer os.

Måske lever vi mere ud fra, hvad andre forventer af os, end ud fra hvad vi egentlig drømmer om.

Vi har måske svært ved at mærke vores egne behov, eller at sætte grænser. Mærke eller tillade vores vrede. Sige fra og vælge os selv. Eller sige til og vise vores sårbarhed.

I terapien undersøger vi sammen, hvad der sker i dig.

Hvad du mærker.

Hvad du længes efter.

Og det, der står i vejen for det, du længes efter.

Forandringen sker ikke kun gennem forståelse og tankeprocesser.

Den sker også gennem kroppen og de sansninger, vi mærker.

Derfor har vi også kroppen med i terapien.

Vi lægger mærke til uro, spænding, følelser, impulser og de små signaler, der fortæller noget om dig og hvordan du har det.

Så du kan finde fodfæste og få tillid til dine følelser og vurderinger (igen).